Søren Lohmann, NY skoleleder pr. 1. august 2017

1.000 tak for tilliden i forhold til at I har valgt mig til at være Friskolen City Odenses nye skoleleder :-).

Jeg glæder mig til at lære jer alle sammen godt at kende … både børn, forældre, medarbejdere, bestyrelse og alle samarbejdspartnere og gode støtter omkring skolen.

… og jeg glæder mig til, at vi sammen får udfoldet og fastholdt alt det gode og skønne, som vores skole står for.

Værdigrundlaget og det DNA, som skolen er formet af og udsprunget af, har jeg den største respekt for.

Det varme menneskesyn og den store glæde ved en legende indgangsvinkel til læring, som lyser ud af alle ordene i værdigrundlaget, er også dét, jeg har fornemmet og mærket under mine besøg på skolen.

Jeg tager hatten af for det store engagement og den dygtighed, som hele personalet og bestyrelsen udviser. Det er tydeligt at mærke, at her løftes i flok … og lige så tydeligt at mærke, at der bliver taget ansvar for alle opgaver.

Det tegner allerede rigtig godt … og jeg vil gøre mit bedste for at bidrage med alt det, jeg har med i posen.

Og lad mig lukke lidt op for, hvad der så bl.a. er i posen.

‘At lære for livet’ er for mig essensen af al god pædagogisk ledelse og læring … det skal give mening at gå i skole, og det skal pege fremad mod de store linjer. Og så skal hver eneste skoledag være fyldt med liv, latter, fællesskab, glæde, læring, optimisme, entusiasme, energi, eftertænksomhed og nærvær.

Det er formidlingen af selve glæden ved at lære sammen, der er den vigtigste opgave for os … og ikke kun formidlingen af selve fagene og de til enhver tid aktuelle læse-/læreplaner. Vi skal nemlig huske, at den viden vi har i dag, kan være håbløst forældet om ganske få år. Så det er glæden ved den ‘livslange læring’, vi skal inspirere til.

Og det gør vi allerbedst ved at være gode rollemodeller, som tænker højt og viser hvordan vi selv lærer nye ting, løser problemer, finder ud af det hele og kommer godt videre.

Vi voksne kan sige nok så meget … og det gør vi nok også 🙂 … men dét, som børn virkelig lægger mærke til og lader sig inspirere af, det er i langt højere grad det, vi GØR, og ikke så meget alt det, vi siger.

Jeg har en masse erfaring med mig fra skoleverdenen. Som lærer er det blevet til et par år i folkeskolen og så næsten 10 år på en idrætsefterskole. Som skoleleder har jeg sammenlagt ca. 16 års erfaring … og de 13 af dem har udspillet sig på Åløkkeskolen her i Odense.

Som skoleleder har mit fokus altid været på at forløse det enorme potentiale, der er i både børn og voksne. Og at gøre det på en måde, som både er effektfuld og munter på én gang. Glade hjerner lærer nemlig bare bedre … og det gælder såmænd også for de voksne af slagsen ;-).

Enhver af landets skoler har for mig at se en stor og vigtig opgave i at inspirere, dygtiggøre og drage omsorg for de kommende voksne, der engang skal overtage samfundet.

Når vi sammen lykkes med det hele her på skolen, så tilfører det altid en vidunderlig optimisme og lethed i hverdagen … og med de to ingredienser som en slags ‘grundtone’ på skolen, så er jeg sikker på, at vores værdigrundlag folder sig ud på smukkeste vis.

Privat bor jeg i Nyborg, er fra årgang ’57 (altså i forrige årtusinde) og har to skønne, skolesøgende børn; Anna på 11 år i 5. klasse og Mikkel på 15 år i 9. klasse :-).

Jeg glæder mig til at begynde mit arbejde efter sommerferien.

God sommer til alle :-).

Mange hilsner

Søren

Related Posts